Anti-mobbestrategi

Mobning forekommer meget sjældent på Limfjordsskolen. Der er blandt elever stor forståelse for hinandens forskelligheder. En del af vores elever har pga. deres handicap ikke det kognitive niveau, som bevidst mobning kræver. 

Limfjordsskolen er som et meget specialiseret STU-tilbud bedre normeret end mange andre uddannelsesinstitutioner. Personalet er derfor tættere på eleverne, hvilket medfører, at drillerier opsnappes og bliver stoppet, inden det når til mobning.


Formål med Limfjordsskoles anti-mobbestrategi

Mobning skal ikke finde sted på Limfjordsskolen. Alle elever skal trives og der skal være et miljø, hvor alle elever udvikler sig mest muligt.


Hvad er mobning?

Mobning er gentagne bevidste negative handlinger (fysiske såvel som verbale) rettet mod en enkelt person, som ikke på et ligeværdigt niveau kan tage til genmæle. Mobning er således ikke en konflikt, men et overgreb og skal behandles derefter.

 

Der kan være tale om: 

  • Fysisk vold som skub, slag, spark ol.
  • Handlinger, ledsaget af ord, trusler og hån, samt det at sige ubehagelige og sårende ting.
  • Handlinger uden ord, f.eks. brug af grimasser, gestus, ved at vende vedkommende ryggen eller ved at irritere eller såre – ikke at efterkomme en persons ønske.
  • Alle former for negativ grænseoverskridende kontakt fysisk, verbalt, skriftligt osv.
  • Særlig opmærksomhed på mobning i det skjulte via diverse sociale medier. Eksempelvis Facebook, Messenger, Snapp ol. samt onlinespil som f.eks. Minecraft osv. (Nogle elektroniske medier kan opstå på kort tid og have en for voksne ”usynlig” betydning. Det er derfor vigtigt at have en nysgerrighed for, hvad eleverne taler om, og hvordan de kommunikerer i den elektroniske medieverden).


Forebyggelse:

  • Alle medarbejdere skal være opmærksomme på signaler på mobning.
  • Der lyttes altid til elever som giver udtryk for, at de er blevet mobbet.
  • Det er personalets ansvar at tage hånd om mobning og få iværksat de nødvendige tiltag.
  • Der arbejdes kontinuerligt på at elevernes sociale kompetencer styrkes. 
  • Der arbejdes med at styrke elevernes mulighed for at udtrykke egne følelser og oplevelser. Dette gælder også elever, der har en svag kommunikationsform. Der arbejdes med at lære eleverne at mærke efter og sige fra.



Handlingsplan, hvis mobning forekommer

  • Den eller de ansatte, der observerer tegn på mobning, trusler, afpresning eller lign. påtaler det straks overfor eleven / eleverne. Den eller de ansatte forsøger at få mobningen til at ophøre straks.
  • Hvis mobningen fortsætter, udarbejdes der en handleplan for at stoppe mobningen mellem kontaktpersoner i bo-del og Stu på Limfjordsskolen. Ledelsen orienteres og inddrages. Handleplanen drøftes på gruppemøde og formidles herefter til det samlede personale.
  • Det er vigtigt, at personalet får talt med både offer og mobber. Mobber skal have hjælp til at ændre adfærd. Offer skal have hjælp til at bearbejde oplevelser i.f.m. mobningen.
  • Personalet og ledelsen vurderer, om forældre / værger skal informeres, afhængig af sagens karakter. Husk at elever over 18 år skal give samtykke til at personalet kontakter forældrene.
  • Herefter følges udviklingen til problemet er løst. Ledelsen holdes fortsat orienteret / inddraget.
  • Hvis det findes nødvendigt for at stoppe mobningen, kan der iværksættes nødvendige skærpede foranstaltninger – disse iværksættes altid i samarbejde med ledelsen.