Kære Forældre.
Så forsøger vi os igen med et ugebrev her på den nye hjemmeside!!
Skoleåret iler afsted og de næste uger er der MANGE anderledes aktiviteter på programmet, så de faglige dage er talte!!
Vi er dog i denne uge startet et emne op om Stenalderen. Vi har som oplæg set et afsnit af Historien om Danmark, hvor Lars Mikkelsen fortæller levende og dramatisk om Stenalderen i Danmark. Eleverne blev meget grebet af stemningen og fik god viden.
Efterfølgende har vi læst og lavet opgaver om stenalderen. Vi har snakket om Ertebøllekulturen, hvor der levede folk ved Limfjorden for 6000-7000 år f.kr.. Det var en såkaldt kystjægerkultur.
På tirsdag i næste uge tager vi til Ertebøllecentret, hvor vi skal have undervisning af Kim Kallesen. Vi skal lære mere om stenalderen og fremstille smykker, fodre får og meget andet.
Onsdag var alle elever til et fælles arrangement - Tour de Lovns - sammen andre bosteder i Nordjylland. Derfor var botræning og undervisningen aflyst denne dag.
Torsdag er jo nærmest blevet vores "Madkundsskabs-dag", da alle eleverne er glade for at lave mad. Der er meget læring i at læse opskrifter, handle ind og tilberede maden, så det giver god mening.
Denne torsdag havde vi besøg af en gruppe elever fra Vester Mariendalsskolen. De deltog, sammen med halvdelen af vores elevhold, i et lille madprojekt. Men da det var første gang, denne gruppe elever besøgte Limfjordsskolen, skulle vi jo også vise dem rundt på skolen og i Bo-delen. Det var hyggeligt med besøg.
I Gr.1´s køkken havde Silja, Catharina, Julie og Johanne gang i deres to madprojekter - en hovedret med økologiske grøntsager og hjemmelavet koldskål m.jordbær . . .uhmm...
Fredag var der igen motion - de fleste elever var til svømning og andre havde motion på skolen.
Herefter har vi forlænget morgensamling og fællessang fra 10.30.-11.00 og ugebrevstime i klassen.
Vi ønsker jer alle en dejlig Pinse - vi håber solen vil danse for jer!
Mange hilsener Kunst og Dansk linjen