Ugebrev - Studietur - Friluft og Håndværk

Ugebrev - Studietur - Friluft og Håndværk

Publiceret 24-05-2023

Mandag: 

Alle var spændte og klar til at komme på studietur lige fra morgenstunden. Vi fik pakket busser og trailer - mon vi har husket det hele??

 Vi kørte af sted sydpå, og efter en times tid var gjorde vi holdt og fik lidt frugt og formiddagskaffe på en rasteplads, hvor der også blev gynget og leget på en vippe. Det var rart at bevæge sig lidt efter at have siddet i bussen. Da alle var klar kørte vi videre en time mere og da vi havde krydset Vejlefjordbro, så var det tid til frokost. Heidi havde smurt lækre madpakker til os. Vi måtte dog holde godt fast i papir og poser, for det blæste en del på den rasteplads vi var på. 

Vi kørte videre og kl. 15.30 ankom vi til Hellevad Vandmølle, hvor Elsebeth, Bjarne og hunden Loui stod klar til at tage imod os. Det var et dejligt gensyn for os, der var her sidste år og spændende nyt for dem, der kom for første gang. Vi tog alle vores tasker og fandt vores værelser. Daniel, Magnus og Mathilde skulle bo i Farmors Lejlighed. Mia, Fredrik og Rasmus skulle bo i Møllerens Hus. Sif, Emma og Jonathan skulle bo i lejligheder på svalegangen. 

 Da vi alle havde fundet os tilrette, kom Elsebeth og viste os rundt på gården……….

 Efter rundvisningen var det tid til at tænde op i bålet og begynde på aftensmaden. Vi havde jo heldigvis lavet det hjemmefra, så vi skulle bare koge pasta og varme kyllingeretten. Vi spiste ved det lange bord ude ved bålpladsen. Det var skønt, for der var det dejligste solskin og det var helt lunt. Da vi var færdige med at spise, var det tid til at komme i bad og i seng efter en spændende dag. 

 

Tirsdag:

Alle var friske og sultne til dejlig morgenmad. Klokken 9.00 stod alle klar til køretur med Bjarne på med sin røde traktor rundt på gården. Vi så den store køkkenhave, kørte gennem den lille skov for at fodre køerne, og vi hjalp med at fodre hønsene. Da turen var slut, gik vi en tur i maskinhuset. Bjarne havde mange store maskiner, og han havde også bygget en stor husvogn, som han sikkert snart skal bo i. 

Så var det blevet tid til at hilse på hestene. Der var to søde islandske heste, som gerne ville strigles. Bagefter hjalp et par af eleverne med at trække hestene ud på græsmarken.

Tiden fløj af sted, så vi tog en lille pause og så var det tid til frokost. Mange smurte deres rugbrødsmadder og tog dem med udenfor for at spise frokost i det gode vejr. 

 Herefter pakkede vi trækvognen med alt, hvad vi skulle have med skoven. Vi troede at tirsdag blev en regnvejrsdag, men det blev det slet ikke. Solen skinnede, og vi måtte have solcreme på inden turen gik i skoven. Ude i skoven fandt vi et dejligt stort madpakkehus. Her fik vi startet en trangia op, vi rystede pandekagedej i en flaske, og så var vi klar til at bage solhapsere - pandekager med håndtag af mælkebøtter, man kunne også få hjemmelavet mælkebøtte-sirup på. Der blev bagt rigtig mange mælkebøttepandekager, så mange at græsmarken i skoven blev næsten helt tømt for mælkebøtter. 

Tilbage på Hellevad Vandmølle var der nogle, som havde aftalt at bade i åen. Og DE GJORDE DET!. 4 seje vikinger.

 Det var også tid til en tiltrængt pause, inden vi lavede aftensmad over bål. Vi lavede kikærtegryde i to store gryder, og der blev bare spist en masse, så gryderne blev næsten tomme. Der var flere flittige hjælpere til både at snitte grøntsager og til at flække brænde. Vi sad igen udenfor i det dejlige vejr og spiste tæt ved bålpladsen.  

 

Onsdag:

Dagen startede, som de andre dage med morgenbuffet i Farmors lejlighed. Der var blødkogte æg, spejlæg, havregrød, havregryn, frugt, rugbrød og boller. Det ligger nemlig en god bund til en spændende dag og i dag skulle vi på tur.

Turen gik til Glad Zoo, hvor vi havde en aftale med Signe, som er dyrepasser og hun viste os rundt mens hun fortalte om dyrene og fodrede dem. Emuerne fik salat, kakaduerne fik jordnødder, æslerne, lemurerne og gibbonaben fik æbler, Latterfuglene fik døde kyllinger, præriehundene fik salat og ænderne fik noget tørfoder. Det var rigtig spændende og vi lærte en masse nyt om dyrene. 

Efter vi havde fodret så mange dyr, var vi selv blevet sultne og så var det heldigvis blevet frokosttid. Vi fik rugbrødsmadder og det var lækkert. Efter frokost gik vi lidt mere rundt i parken og legede lidt på legepladserne. Der var rutsjebaner, gynger, svævebane og en hoppepude. Alle prøvede noget og det var rigtig sjovt, til sidst var vi trætte og det var tid til en is.

Da vi kom tilbage til Vandmøllen, holdt vi en dejlig pause, inden vi fik pizza’er til aftensmad.

Lige inden sengetid mødtes vi “slyngelstuen” og spillede en gang UNO.


Torsdag:

Dagen startede med klatring på klatrevæggen i ridehallen. Alle der havde lyst, fik sele på og kom op på væggen. Det var lidt svært, men også meget sejt når det lykkedes. Vi fik også hoppet på trampolinen og snakket med hestene. 

Frokosten var pølser stegt på bålet med brød, grøntsager og hjemmelavet pesto til. Pestoen lavede vi af urter vi fandt på gården, det var hvidløg, vandkarse, brændenælder, persille og skvalderkål. 

Efter frokost og en lille pause gik vi over til søen, hvor der var en lille jolle, som vi roede ud i. Det var hyggeligt og vi opdagede at der var masser af haletudser i søen. Efter roturen var der nogen, der gik en tur, andre cyklede og en lille flok fandt høloftet og fik en gyngetur.

 Aftensmaden var indbagt mørbrad på bål. Der skulle igen samles urter til at krydre kødet med. Vi lavede en saltdej, som kød og urter blev pakket ind i, så blev “dejpakken” lagt ind i gløderne til kødet var mørt. Kødet smagte mega godt og det var rigtig saftigt.

 Mathilde og Karen havde lavet en lækker rabarberkage, som vi fik til dessert - det var lækkert. Efter maden var det tid til at pakke sammen og gøre klar til fredag hvor vi skulle sige farvel og tak for denne gang og vende snuden tilbage mod Løgstør.