Månedsbrev - Juni - Bodel - Gruppe 1

Publiceret 21-06-2023

Skoleårets afslutning nærmer sig!

Fællesbillede til Sølund festival

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt og det har været en begivenhedsrig juni måned!

Udover at nyde det utroligt gode og varme vejr, har vi også været lidt rund omkring i landet. 

Vi havde blive-weekend den første weekend i juni og her var vi om Lørdagen på fisketur. Det blev desværre ikke til de store fangster, men det var rigtig hyggeligt! Om Søndagen gik turen nordpå til "Jambo feriepark" som har en fantastisk minigolfbane. 

Tirsdag d. 6. blev der afholdt aktivitetsdag. Her var der blandt andet bungee-run bumper balls, hoppepude, kongespil, flødebollekast og meget andet. "Danse-Daisy" aka. Stig stod i år for opvarmningen. Om eftermiddagen var der slush-ice, popcorn og "drinks" og om aftenen blev der tændt op for grillen. En rigtig sjov og god dag!

En ellers helt almindelig tirsdag inviterede gruppe 3 på sommerhygge på terrassen med godter som is og pølsehorn. Man kunne desuden også prøve en tur i en limousine. 

Torsdag d. 15. var det vores tur til at komme ud og høre noget musik, turen gik derfor til Sølund festivallen. Vi var så heldige, at vi havde fået lov til, at få vores tyske volontør Maren med. Vi fik hørt Medina, Alberte Winding, Benjamin Hav og familien, John Mogensen jam, Stig og vennerne og Magtens korridorer. Der blev skrålet med og danset, så vi var alle godt trætte da vi nærmede os kl. 22.30. Det var en fantastisk dejlig dag! 

Ellers er tiden gået med hygge, masser af grin og lidt praktisk. Der skulle blandt andet pakkes sommerferie og lejrtasker samt pakkes lidt ned på værelserne, så de er klar til den helt store rengøring i sommerferien.

 

Vi håber, at I alle får en fantastisk sommer og vi glæder os til vi ses igen!