< Tilbage

Ugebrev - uge 41 - Hold C15-10-2021 - 09:14

En uge fyldt med motion...

Kære læsere

Så startede motionsugen mandag med fuld drøn og bevægelse allerede til morgensang. Straks herefter var vi på morgenrunden med hastige skridt. Heldigvis kunne vi også nå at se Ultranyt OG synge Hold C sangen, inden det var pausetid, og kaffen blev hentet.

Efter formiddagspausen hoppede alle mand igen i jakkerne og fik cykelhjelm og refleksvest på, så vi kunne øve cykelruten en sidste gang, inden betjenten kommer og holder cyklistprøve tirsdag. Der var også lavet en bane på parkeringspladsen, hvor der kunne øves ekstra. Emma, Catharina, Tobias og Jens cyklede gennem lyskrydset helt hen til rundkørslen sammen med Sus for at øve det. Josephine A og Kirstine kørte morgenrunden med Ylle, mens Daniel, Josefine A og Mette H. også cyklede rundt for at række armen ud og op de rigtige steder. Alle elever melder klar til cyklistprøve, så nu krydser vi fingre.

Efter frokost gik vi i klassen for at færdiggøre livstræer. Der var stadig en del, der skulle limes på de rigtige steder, men der blev arbejdet koncentreret. Allersidst var der heldigvis også tid til meditation. En dejlig afslutning på en dejlig dag!

 

Tirsdag var store cyklistprøvedag! Betjent Rene stod klar til morgensang kl.9.00 i Pyramiden, og efter lidt snak om cyklen, færdselsregler og skilte gik første hold, som var hold B, igang med prøven. Vi - hold C gik i klassen og lavede morgengymnastik og snakkede en masse om alle de ting, der skal ske de næste dage. Der er lidt at holde styr på, for på torsdag skal hele skolen til DGI-huset i Aalborg, hvor vi skal være mega aktive hele dagen, og fredag slutter vi motionsugen af med badeland for dem der svømmer, gymnastik og fælles brunch i Pyramiden. Pyha ;-)

Efter formiddagspausen blev det endelig hold C's tur til at cykle, og vi gik ud og fandt cyklerne frem. Betjent Rene var klar, og så gik det løs. Vejret var heldigvis i top og ALLE eleverne klarede cykelturen så flot. Kl.11.30 mødtes vi alle i Pyramiden igen, hvor vi fik overrakt diplomer for at have bestået. Sikke en glæde og lettelse, for en del elever havde været ret nervøse forinden.

Over middag skulle vi igen lave de ting færdige, vi manglede. Det er jo sidste dag på vores hold C i klassen, så eleverne kunne få alt det de har lavet med over på værelset. Vi skulle også snakke om undervisningen efter efterårsferien, hvor eleverne kommer på nye hold (Linjer) efter deres interesser. Jesper (viceforstander) har talt med dem alle, og placeringen blev som følger; Jens og Tobias på friluftlinjen, Emma og Josefine M på kunst -og samfundslinjen, Josefine A på køkkenlinjen, Catharina og Kirstine på musiklinjen. Alle blev glade for deres linjer, og også lidt spændte på at skulle være sammen med nye klassekammerater.

Eleverne var ret trætte, og det var godt, at der var tid til afspænding tilsidst.

 

Onsdag botræning og cafeer.

 

Torsdag var hele skolen i DGI-huset i Aalborg og vi havde en fantastisk dag.

 

Fredag var der badeland og gymnastik på programmet fra morgenstunden, og ugen sluttede af med, at alle fik medaljer for deltagelse i en aktiv motionsuge. OG Heidi havde lavet den lækreste brunch til os, så vi sluttede "introperioden" af på bedste vis.

 

God efterårsferie til alle.

< Tilbage