< Tilbage

Ugebrev - Uge 3 - Friluftslinjen21-01-2022 - 10:40

Bævertest

Mandag var det tid til at finde ud af hvor meget vi har lært om bæveren, og om vi kan huske, det vi har lært. Vi startede med en rundte hvor alle fortalte noget de kunne huske, og der kom nogle rigtig gode fakta frem. Så var det tid til en lille quiz med spørgsmål om bærveren: 

 

  • Hvad spiser bæveren ?
  • Hvor bor bæveren ?
  • Hvorfor er det godt at vi har fået bævere igen i Danmark ?
  • Hvor stor er bæveren i forhold til en elev ?
  • Hvilke fjender har bæveren ?
  • Er bæveren rovdyr, planteæder eller nedbryder ?
  • Må man gå på jagt efter bæveren ?

Der var forskellige måder at svarer på spørgsmålene. Vi skulle skrive, sætte kryds og kigge på billeder, som skulle limes på en planche. Eleverne var ret gode til at huske, gætte og komme med argumenter for deres svar. Alle svarark blev hængt op på væggen i klassen, så kan vi altid kigge på dem.

 

Vi var så grundige med at svare på spørgsmål, at vi først blev færdige efter frokost. Sidst på dagen gik vi ud til dæmningen og fyldte vand i den - den var stadig tæt...! Så begyndte vi at skille dæmningen af ved at tage grenene op fra kanalen, den holdt dog ret godt, da der var kommet mange "klamme klistrede blade" i den. Til sidst brød vandet endelig igennem. Da alle pinde og grene var fisket op af Lim-åen, var det tid til at dække den til igen. Vi fandt skovle og spader frem og på kort tid kunne ingen se, at der havde været en å og en bæverdæmning.

 

Vi sluttede dagen af med at gå ind i klassen og se sjove film med bævere. Der var en bæver der bar en masse gulerødder og en unge, der fik sutteflaske.

 

Tirsdag tog vi på bæversafari. Vi havde nemlig mødt en dame ved Vilsted Sø, og hun fortalte, at der måske var en bæver på den anden side af søen. Vi kørte til Bjørnsholmå, som ligger lige ved Vitskøl Kloster. Vi startede med at fylde depotene op med frugt og kiks. Der var et par søde heste, som også fik lov at smage et æble. 

 

Vi gik langs åen og kiggede efter spor af bæveren. Vi så, at der var fældet en masse piletræer, men der var ingen tandmærker, så det var nok gjort med en sav af nogle mennesker. Så så vi en dynge sand på skråningen ned mod åen, da vi kiggede efter var der et hul ind i skænten - måske var det en grævlingehule. Vi gik videre og fandt nogle piletræer det var fyldt med gæslinger, og vi mærkede hvor bløde de var. Så kom vi til en bro hvor vandet løb hurtigt under, så kunne vi leg "Plys-pind". Alle fandt en gren, et siv eller lignende, vi plaserede os på den side af broen, hvor vandet kom fra, talte "1-2-3-nu" og smed vores grene i vandet samtidig. Så skyndte vi os over på den anden side og kiggede efter hvilken gren, der kom først under broen. Vi gik videre og blev rigtig blæst igennem, vi var nemlig kommet hen til Vilsted Sø og der var meget åbent. Vi så en hare løbe på marken. Lige inden vi måtte vende om for at gå tilbage til bussen og bilen, så brød solen gennem skyerne - den varmede ikke ret meget, men det var smukt. Vi så desværre ikke spor efter bævere, men så så vi så meget andet :-). Turen var 3 km og vi var lidt trætte dag vi retur. 

 

Efter frokost gik vi i klassen og fordelte opgaverne til eftermiddagens aktivitet. Vi skulle tænde bål, så nogle gik i skuret efter brænde mv. og nogle fandt det vi skulle bruge inde. Vi tændte bål og varmede vand til kakao. Der var også mulighed for at riste en skumfidus. Det var rigtig hyggeligt at dejlig at dufte bål igen efter en lang pause.

 

Det er dejligt at opleve hvordan eleverne på holdet er opmærksomme på hinanden og tager sig af hinanden. Når vi går, følges de og hygge-snakker. Er der en der har svært ved at gå kan man lige få en hånd eller en arm at holde i. De elever der går er altid klar til at skubbe en kørestol og hjælpe hvis underlaget er lidt blødt. Hvis en er fraværende spørger de andre omsorgsfuldt ind til hvor han eller hun er.

 

Onsdag var der botræning og cafeer.

 

Torsdag arbejdede eleverne med deres individuelle mål.

 

Andreas og Joachim færdiggjorde arbejdet med DR’s udsendelse "Da det offentligt forsvandt". Her blev der snakket om, hvad vi som samfundsborgere får for vores skatte-penge. Vi fik også diskuteret og debatteret omkring begrebet brugerbetaling. Eleverne er gode til at putte mange nuancer på et ellers svært emne. Efterfølgende fortsatte vi vores budgetarbejdet, hvor vi opdaterede vores budget ved at tilføje ugens udgifter i vores regneark. Slutteligt rundede vi dagen af med en kort præsentation af et materiale, der hedder "Boselv - boteori". Dette bliver holdets nye hellige "bibel", da vi i materialet kommer til at arbejde med alt relevant, man skal have styr på, når man flytter hjemmefra og i egen bolig/bosted - økonomi, udgifter, hygiejne, tøjvask, indkøb, madlavning osv. Det bliver spændende at dykke ned i materialet næste gang.

 

Fredag var der først svømning og gymnastik i hallen. Anden halvdel af personalet skulle på førstejjælpskursus i dag så efter formiddagspausen var alle elever i grupperne, hvor der blandt andet blev læst ugebreve. 

 

God weekend.

< Tilbage