< Tilbage

Ugebrev - uge 11 - Køkkenlinjen14-03-2022 - 14:04

Forglem-mig-ej og violer...

Kære læsere,

Forårssolen har rigtig fået fat, og fuglene synger, mens alle de små forårsblomster skyder op af jorden, - lige til at sætte i håret. 

På morgenturen er det dog stadig en lidt tyk jakke, man skal have på for ikke at fryse. I dag var det den første dag i ugevis alle elever på køkkenlinjen var i skole. Heldigvis friske og lidt frække...

Efter morgengåturen og dagens program gik i gang med ugens emne; Rodfrugter. Hvordan vokser de? Og hvordan skal de behandles? Det er så smart med rodfrugter, at de kan gemmes i mørket, mens det er vinter. Vi kendte godt nok en del, da vi først gik i gang med at remse op. I morgen skal vi lave 4 forskellige tilberedninger af rod frugter; ovn, rå, kogt og lynstegt. Så må vi smage forskellen. Vi skal også lave nogle som chips og vafler, som sidste gang. Så kan vi også smage forskellen på dem, der var lavet af kartofler, og denne gang, hvor de bliver lavet af rodfrugter. Alle blev også udfordret med en omgang grønt-vendespil på tavlen, inden Anna fik helt styr på indkøbslisten. Der stod kun "RODFRUGTER" på den, så det var let.

Efter frokost gik vi i Fakta. Her faft vi en blandet pose med rodfrugter; gulerødder, pastinak, persillerod og rødbede. VI købte også jordskokker og knoldselleri til i morgen. Vi sluttede dagen af med en omafgang velfortjent afslapning.

 

Tirsdag startede ud med morgenrunden. Dog var der i dag grå skyer på himlen og dråber i luften. Det regnede gudskelov ikke så meget, så vi kom tørskoede ind i klassen. I klassen gennemgik vi dagens program og så var der tid til pause. 

Efter pausen gik vi over i gruppe 1 for at lave mad. Vi skulle lave en maaaaaaaaasse forskellige tilberedninger af rodfrugter. Vi skulle koge, stege og ovnbage. Men først skulle alle grøntsagerne skrælles - og der var mange! Rodfrugterne kom hen på forskellige 'stationer': Julie og Carl-Emil rev gulerødder og knoldselleri, som skulle laves til vafler. Anna snittede rodfrugter på mandolinjern til chips og Mathilde og Ida Sofie skar rodfrugterne ud i små tern, som enten skulle koges eller bages i ovnen. Josephine skar stænger, som skulle lynsteges på panden. Inden frokost fik vi både kogt og stegt rodfrugterne. 

Over middag lavede vi vafler og chipsene blev bagt færdige i ovnen. Alle herlighederne kom på bordet - og hold da op der var mange rodfrugter! Vi fik sagt alle de forskellige tilberedninger og der var bred enighed om, at vaflerne især var rigtig gode. Vi fik også anrettet solæggene, som vi lavede for 14 dage siden. Æggene blev taget op af lagen og pillet. De så helt underlige ud - de lignede faktisk lidt marmor med flotte mønstre. Majken og Mette lavede klassiske solæg, hvor stærk sennep, tabasco, salt og peber blev blandet med æggeblommen og puttet tilbage i ægget. Resten af eleverne smagte solæggende 'au natural'. Og de var så seje! De spiste alle sammen deres solæg. Vi sluttede skoledagen af med at skrive ugebrev for dagen. 

 

Onsdag stod på botræning og caféer.

 

Torsdag havde eleverne individuelle hold og enten kor eller landart over middag.

 

Fredag fik flere af eleverne lov til at sove længe. De havde nemlig været i Aalborg torsdag aften for at se landskamp. Det var en spændende kamp, som Danmark (selvfølgelig) vandt :) Dem som ikke sov længe var til svømning eller motion på skolen som vanligt. Efter morgensang gik vi over i klassen, hvor vi læste ugebrev og så billeder fra ugens løb. Vi fik også set lidt nyheder på Ultra. 

 

I ønskes alle en dejlig weekend 

< Tilbage