<

Ugebrev - uge 19 - Køkkenlinjen 09-05-2022 - 14:02

Fun fact: Ordet karbonader kommer af italiensk carbonata 'grillet over kul', af ital. carbone 'kul'

Kære læsere.

 

Så blev det nok engang mandag. Efter en god morgensang og morgenrunde endte vi i klassen, hvor vi gennemgik dagens program. Der var to store ting på programmet: 1. Lave indkøbsseddel og 2. Finde ud af, hvad vi skal spise, når vi torsdag i næste uge skal besøge street-food i Aarhus :)

I midtermodulet havde vi derfor besøg af Ditte, som normalt går på musiklinjen. Hun skal med os på studietur og det er vi rigtig glade for. Så vi gennemgik programmet nok engang. Bagefter gik vi ind på street-foods hjemmeside, hvor vi så på alle de boder og retter, som man kan spise der. Hold da op det var svært at vælge. De fleste af eleverne valgte fish&chips - hvilket jo også smager fantastisk. Bagefter gennemgik vi opskrifterne for tirsdagens madlavning. Det er sidste tirsdag inden studieturen, så derfor skal vi lave hele to ting: karbonader (som vi skal have tirsdag) og krydrede kødboller (som vi skal have torsdag). Vi fik lavet indkøbsliste og nåede også lige at få pakket lidt perler, unospil osv inden frokost. 

Over middag gik turen til Fakta, hvor vi fik handlet hakket kød til den helt store guldmedalje. Så er vi klar til at lave mad tirsdag! 

 

Tirsdag i regnvejr! Heldigvis har vi hørt et sted, at man kun bliver endnu smukkere i regnvejr, så vi gik ud i vejret efter morgensang. Og ved I hvad? Vi blev faktisk endnu smukkere.... 

Efter formiddagspausen gik vi i køkkenet for at lave det sidste mad til studieturen, vi kan forberede hjemmefra; karbonader og krydrede kødboller. Det ene af grisefars og det andet af oksefars. Det var virkelig sjovt og tydeligt at se forskellen på farven. VI arbejde godt med begge farser, blandede og æltede det godt sammen. Begge dele blev stegt på panden. Vi lavede små smagsprøver af begge ting, så vi også kunne smage forskellene. Der var mange krydderier i kødbollerne, og det var tydeligt at smage. Heldigvis smagte det hele godt, så vi glæder os nu endnu mere til næste uge.

Efter frokostpausen ryddede vi køkkenet op, - det følger jo med til at lave mad... Bagefter så vi et afsnit af Den Store Juniorbagedyst med masser af lækre kager fra alle mulige lande. Vi blev helt kagesultne!

 

Onsdag stod på botræning.

 

Torsdag var den helt store afskedsdag. Det var nemlig sidste arbejdsdag for Jesper, som mandag starter et nyt job inde i Aalborg. Der var derfor inviteret til stor brunch i Pyramiden, hvor der blev sunget og givet afskedsgaver. Josephine havde bl.a. lavet en flot tegning. Vi ønsker Jesper held og lykke med hans nye arbejde og vi vil komme til at savne ham.

 

I ønskes alle en rigtig god bededagsferie og så ser vi frem til næste uge, hvor vi endelig tager på studietur :) :) :)

 

<