< Tilbage

Månedsbrev - Gruppe 4 - Juni - Bodel28-06-2019 - 12:00

Dimission og sommerferie.

Månedsbrev Juni 2019

 

Så har vi taget hul på skoleårets sidste måned og det betyder jo at der er elever der dimitterer og elever der rejser i slutningen af måneden.

 

Vi har været afsted på afslutningstur med gruppe 4 den 5. juni. Vi startede i Fun Center i Ålborg hvor vi fik prøvet mange forskellige ting. Vi blev delt op i to hold og konkurrerede mod hinanden, vi kan nu ikke lige huske mere hvem der vandt. ;O) Der blev konkurreret i lokumsræs, hamster hjul, pony ridning, promillehockey, angry birds kast og meget meget mere. Vi havde et par sjove og hyggelige timer med højt humør. Derefter kørte vi til Street Food Ålborg hvor vi var rundt og se i de forskellige boder for at finde ud af hvad vi hver især havde lyst til at få til frokost. Der var godt nok meget lækker mad at vælge imellem, men det lykkedes og så satte vi os og nød det gode vejr.

 

Torsdag den 6. juni var vi inviteret op på skolen til Hawaii fest af gruppe 1. Vi havde vores badetøj med og så fik vi udleveret en badekåbe som vi kunne tage på imellem vi prøvede de forskellige ting. Der var varmt vildmarks bad og koldt, der var også en sauna vi kunne varme os i. Inden for blev der serveret slush ice, candyfloss, popcorn og sodavand, det hele blev prøvet og nydt med dejlig musik til.

 

Torsdag den 13. juni blev det endelig tid til at tage til Sølund Festival, det blev en helt igennem fantastisk oplevelse og meget specielt da koret havde deres første optræden på festivalen. Alle var godt trætte da dagen var omme, kl. blev omkring 03.00 inden alle var i seng, så det var heldigt at alle kunne sove længe fredag, der var ingen undervisning.

 

Mandag den 17. juni havde vi besøg af tre drenge fra gruppe 1 som flytter her ned næste skoleår, de skulle kigge på de ledige værelser og ønske hvor de gerne vil bo. Næste skoleår bliver der et pige badeværelse og et drenge badeværelse.

 

Torsdag den 20. juni var der besøg af alle de nye elever og deres forældre som skulle se skolen og have informationer om skolestart. Vi andre gik over i Lanternen hvor vi så en film, ”Mysteriet om Hr. Link” og bagefter spiste vi aftensmad i cafeen.

 

Søndag den 23. juni fejrede vi Sankt Hans på skolen med bål, tale og sang. Gruppe 4 havde lavet en heks som blev sendt til Bloksbjerg. Vi hyggede om bålet med skumfiduser og mariekiks.


Tirsdag den 25. juni havde vi inviteret til sommerfest i gruppe 4, der kom kammerater fra de andre grupper. Vi spillede forskellige udendørs spil, som kroket og lakridssnørre spisning. Vi sluttede af med en is i sommervarmen

 

Torsdag den 27. juni var der traditionen tro fodboldkamp mellem elever og personale som sluttede af med vandkamp. Alle har snakket meget om vandkampen og set frem til den, der var lovet buksevand til flere. Om aftenen holdt vi fest i pyramiden med dejlig mad som Heidi havde lavet og så blev der sagt farvel til afgangseleverne som fik en fotobog fra tiden på Limfjordsskolen. Vores musiklærer Kent havde skrevet en sang og der var lavet et diasshow med billeder af alle de elever der er færdig med STU eller rejser fra os. Som afslutning på en dejlig dag kom der en dj og spillede op til dans.

Fredag kom dagen for dimmissionen og vi siger stort tillykke til Hanna, Josefine og Maja. Fredag morgen startede med fælles morgenmad for hele gruppe 4 teamet. Håret var sat og det fine tøje taget på før afgang til skolen kl. 9.30 til festlighederne på skolen.


Vi vil gerne sige tak for et fantastisk skole år, første år i nye omgivelser på Valmuevej, det har været dejligt med nye lokaler. God vind fremover til Annika og Maja som forlader os og velkommen til Martin, David og Oliver som sammen med Josefine, Olivia og Hanna er i gruppe 4 næste skoleår.

Mette, Pia og Lotte vil også være i gruppe 4 næste år og vi glæder os til at se jer søndag den 11. august fra kl 16.00.

 

Søndag den 11. august er vi alle i gruppen fra kl. 16.00.

 

Tak for i år og rigtig god sommer - vi ses.

< Tilbage