< Tilbage

Ugebrev - uge 46 - Gruppe 417-11-2017 - 08:25

Gruppe 4 cykler derudaf og tager til Eventyrfest...

Kære familie, venner og bekendte

Så er vi fuldtallige igen - Hanna er tilbage efter en god ferie til Island...

Skoledel:

Mandag og tirsdag på linjerne:

Kost og motionslinjen (Hanna) startede atter dagen ud med at gå i Fakta og handle ind til dagens menu straks efter morgensang. Nede i Fakta skal man tage stilling til mange ting, når man handler. Menuen lød på fuldkornspizza med gode stænger til, men der kan være meget forskelligt slags fyld på en pizza, og nogle valg er bedre for kroppen end andre. Vi endte med at vælge løg, friske tomater, chili, champignons, majs, squash og kartofler af grønsagsfyldet. Og skinke, pepperoni og seranoskinke som kød. Dertil spiste vi agurke- og gulerodstænger til den store guldmedalje. Efter formiddagspausen fik vi hurtigt lavet en god dej til bund. Der havde vi valgt grahamsmel og lidt almindelig hvedemel. Det blev rigtig lækkert med alle de gode toppings på. Som sidst spiste vi i pyramiden, og jeg tror, der var en del fra de andre hold, der var misundelige på os.

Efter pausen gik vi i klassen og målte vand i deciliter og liter. Det var svært at gætte på, om der var lige meget vand i det store 1 litermål med 1 dl, som i det lille decilitermål. Vi målte også med spiseskeer og teskeer. Det er smart at vide meget om at måle, når vi skal lave mad igen næste mandag.

Friluftlinjen: (Josefine) Så gik der endnu to gode dage på Friluftslinjen, hvor vi både har elever fra gruppe 1,2,3 og 4. Elevgruppen fungerer rigtig godt sammen, og alle nyder at komme ud i naturen og være aktive.

Mandag startede vi op med en dejlig morgengåtur i det flotte vejr, hvor vi undervejs samlede affald i kvarteret omkring Limfjordsskolen. Alle nød turen og fik sludret undervejs på kryds og tværs. Tilbage på skolen arbejdede vi med forskellige opgaver omkring dyr og natur - nogle arbejdede på computer, mens andre lavede farveopgaver. Over middag forberedte vi os på tirsdagens tur, hvor vi skulle til Arden Natur - og dyrepark. Vi skulle derfor have handlet og pakket diverse grej til bål, madlavning osv.

Tirsdag havde vi desværre lidt mandefald på linjen, men vi havde en rigtig god tur til Arden, hvor alle var aktive og arbejdede godt med de forskellige opgaver - der skulle laves bål, tilberedes mad, fodres rådyr mm. Vi kommer nok til at tage derud igen en anden gang til foråret, hvor vi kan få alle elever med derud.

Musiklinjen: (Caroline, Mille og Annika) På linjen startede vi mandag formiddag op med at synge vores ”start-sang”, hvor vi alle synger vores eget navn efter tur, og bagefter valgte vi to sange fra sang/danse-mappen. Så var vi i gang! Alle på musiklinjen er rigtig glade for at synge, så vi synger riiigtig meget her. Og som I kan se på billederne, står vi næsten altid omkring klaveret, når vi synger. Herefter skulle vi i gang med vores MUSICAL-EMNE. Vi snakkede om, at en musical er en blanding af teater og musik, og om hvilke musicals vi kendte b.la.; Aladdin, Hodja fra Pjort, og Rockulven. Sidstnævnte spiller i øjeblikket på Aalborg Teater, og på mandag skal musiklinjen på en rundvisning derinde og se scenografi og kostumer til forestillingen. Vi gik i dybden med eventyret ”Ulven og de syv gedekid” som Rockulven er inspireret af og sang tema-sangen fra stykket (”Mor er her…”). Over middag trænede vi rytmer og slappede til sidst af.

Tirsdag startede vi ud som mandag med at synge, og fortsatte musical-emnet. Over middag øvede vi de sange, vi skal synge til julekoncerten d.7/12, og til sidst afspænding til roligt musik. Det har været to spændende dage på musiklinjen, og eleverne fungerer rigtig godt sammen.


Onsdag stod den igen på kor fra morgenstunden. Om formiddagen arbejdede vi videre med det kommende valg på tirsdag, og over middag stod den bl.a. på træning ved fys.

Torsdag var der botræning sammen med Mette og Mikkel i gruppe 4.

Fredag var der svømning og afrunding på ugen. Derudover blev der øvet med koret igen, så vi kan blive klar til julekoncerten.


Bodel:

Mandag blev der danset fitness dans i gruppe 4, vi afholde grp 4 møde og Caroline lavede aftensmad til os. Vi fik lækre boller med landskinke, pesto og mozzaralla ost, det smagte rigtig godt. Tirsdag er krea-dag, der blev tegnet og hæklet. Josefine er på besøg på skolen om tirsdagen og deltager i aftenskolen. Onsdag stod på svømning og tomatsuppe, og torsdag aften var vi på skolen til Eventyrfest. Der var inviteret mange af vores venner med, og det var rigtigt hyggeligt at mødes igen.

Pigerne var klædt ud som eventyret, "Den lille Rødhætte". Vi var med i et eventyrløb, hvor der skulle løses forskellige opgaver, som bl.a. at finde ting i havregrød og kimsleg. Når opgaverne var løst fik vi en puslespilsbrik, vi skulle samle 6 brikker og så gætte hvilket eventyr, det illustrerede. Det var rigtig hyggeligt, vi fik også danset en hel del - dejligt.

Søndag er det Melanie der er i gruppen fra kl. 17.30.

Ha en rigtig god weekend.

Mange hilsner fra elever og personale i gruppe 4

< Tilbage