< Tilbage

Ugebrev - uge 14 - Gruppe 406-04-2018 - 10:30

En kort uge med linjer, kor og botræning...

Kære familie, venner og bekendte

Skoledelen:

Vi havde en kort men god skoleuge, og alle begynder efterhånden at komme i forårshumør her efter en dejlig påskeferie.

Tirsdag:

På kost og motionslinjen startede vi ud tirsdag morgen med en frisk - meget frisk løbetur i sne og blæst! Efter pausen gik vi i gymnastiksalen, hvor der heldigvis var varmere vejr. Vi lavede vores aktivitetsbane, hvor vi slog med terning om, hvad vi skulle lave. Bagefter var det "nip-napperen", vi skiftedes til at vælge i. Vi fik både lavet lidt brydning, gå trold og skraldemandslegen, hvor pulsen rigtig kommer højt op. Efter pausen havde Martina lavet en overraskelse til os. Hendes mor havde sendt noget pulver til at farve hønseæg i, og så skulle vi lege en østrigsk leg, hvor man slog de hårdkogte æg mod hinanden indtil der blot var 1 æg tilbage. Det var en sjov tradition, som vi gerne vil prøve igen - og Hannah vandt! Bagefter var vi inviteret til koncert hos musiklinjen. Fed koncert!

Onsdag var vi igen samlet på linjen lige en halv times tid, da vi fik besøg af 4 unge piger fra en Idrætsefterskole, der skulle ud og se, hvordan idrætsundervisningen ser ud her på Limfjordsskolen. Pigerne blev taget rigtig godt imod af vores elever, og alle deltog på kryds og tværs i de forskellige aktiviteter, vi havde gjort klar til. Nu har pigerne et billede af vores elever, og vores metoder at lave undervisning på. Så om to uger (tirsdag i uge 16) er det vores tur til at komme ud og besøge dem og deres skole. Her har pigerne forberedt noget idrætsundervisning til os. Det bliver super spændende, så det ser vi meget frem til!

Friluftlinjen var tirdag på tur til Lille Vildmosecenteret. Her havde vi en aftale med en af deres naturformidlere, og vi lærte en masse om dyrelivet i vildmosen. Vi lærte bl.a. om skind, gevirer, knogler osv. Alt i alt en meget spændende dag, omend vejret var noget koldt - nu glæder vi os altså til noget lunere friluftsvejr! Vi så desværre ikke nogle af elgene i området derude, så vi måtte nøjes med de udstóppede dyr.

Musiklinjen skulle tirsdag spille koncert for elever og personale på skolen, så alle var topmotiverede og spændte fra morgenstunden. Koncerten var en del af vores emne om ”Sammenspil”, og vi skulle optræde med to sange ”Danse i måneskin” og ”Jamaica”. Hele formiddagen gik med at øve og lave og uddele billetter til koncerten. Vi flyttede alle borde og stole ud til siderne i musiklokalet, så der var plads til dansende tilskuere. Kl.13.30 åbnede billetdrengene døren til lokalet og så var der koncert! Og det gik bare såååå godt ;-D Bagefter var vi glade og trætte.

Onsdag startede vi med kor. Vi øver jo intenst til forårskoncerten i den komende uge, hvor Limfjordsskolens kor skal synge to sange. I kan læse mere om koncerten på skolens hjemmeside. Herefter blev der arbejdet med individuelle opgaver og forberedelser til studieturen. Over middag var der træning ved fys.

Torsdag var der botræning

Fredag var de fleste til svømning - Annika tog som altid til ridefys. Herefter fik vi afrundet ugen og forberedt os på den kommende, hvor vi skal have fælles emneuge på hele skolen. Denne gang er emnet Vikingetiden. Emnet relaterer selvfølgelig til vores studietur til Island.

I ugen efter igen - i uge 16 - skal alle i gruppe 4 i praktik forskellige steder. Det skal I nok komme til at høre mere om i det kommende ugebrev. Alle pigerne glæder sig til at prøve kræfter med forskellige former for beskæftigelse.

Bodelen:

Tirsdag var det Milles tur til at bestemme hvad vi skulle lave i vores "tirsdagsklub" så det blev spil aften med bla gæt og grimasser. Det var super sjovt og der blev grint en del:-) Onsdag var der som sædvanlig "Rønbjerg" på programmet, dejligt at komme ud og plaske lidt og dase i boblebadet. Torsdag var der botræning, vi fik støve af, skiftet sengetøj og gik i samlet flok ned til byen. I dag fredag skal vi selvfølgelig se X-Faktor finalen og så ser vi hvad weekenden ellers byder på.


Ha en rigtig god weekend.

Mange hilsner fra elever og personale i gruppe 4

< Tilbage