< Tilbage

Ugebrev - Uge 12 - Gruppe 123-03-2018 - 10:40

Sidste uge inden påskeferien

Kære familie, venner og bekendte 

 

Mandag og tirsdag på linjerne:

 

Friluftslinjen brugte mandagen på at afslutte emnet om dyr. Som det første skulle vi dog ud og skralde. Det er længe siden vi sidst har samlet skrald, hvilket tydeligt kan ses! Der var vildt meget skrald på morgengåturen. Friluftslinjen har påtaget sig et ansvar for at passe på naturen, og denne mandag håndhævede vi det løfte! Vi samlede næsten to hele affaldssække... Eleverne har de sidste par uger, arbejdet på en præsentation af et valgfrit dyr. Det er endt ud med flotte plancher og power points. De sidste detaljer og fakta blev tilføjet til præsentationerne, hvorefter eleverne fremlagde deres produkter for hinanden.

Tirsdag var en dag, som Friluftslinjen havde set frem til. Vi havde nemlig en aftale med skoletjenesten i Aalborg Zoo. Vi var også så heldige, at Heidi havde lavet lækre madpakker til os, som vi kunne få med på turen. Som et ekstra plus så skinnede solen fra en skyfri himmel, og vi havde en rigtig god tur, hvor vi fik set en masse dyr, lært en masse nyt og taget rigtig mange gode billeder af dyrene derude.


Musiklinjen fortsatte mandag med emnet ”Sammenspil”. Vi arbejdede med tempo, dynamik (spille kraftigt/svagt), følges ad, kigge på hinanden og lytte til hvad hinanden spiller. Det kan godt være svært at huske på alle tingene på én gang, men med øvelse bliver vi bedre! Snart skal vi spille en lille koncert for de andre elever på skolen.

 

Tirsdag lånte vi en af skolens busser og kørte til Røverknolden i Rebild. Vejret var fantastisk, og vi ville ud og spille på de udendørsinstrumenter, der er derude. Det blev en skøn dag med udendørs sambakoncert, frokost i det fri (rugbrød med pålæg) og til sidst ”påskeæg-fangst”. Der havde nemlig været en påskehøne som havde lagt nogle påskeæg i skoven, som vi skulle finde, mens vi sang ”Der har været en lille påskehøne…”. En super dag med glade elever - og lærere ;-)


Onsdag:

Imens kordrenge øvede forårskoncert sammen med resten af koret, så tog vi andre ud på en længere formiddags gåtur. Efter formiddagsavisen fortsatte vi vores kreative arbejde med papmache-maleriet. Eleni havde allieret sig med medarbejderne hos Estate (Eleni har lejlighed lige oven på deres lokaler), og her fik hun en masse makuleret papir, så vi ikke behøvede rive mere papir, og i stedet kunne vi komme i gang med at lave vores papmacheklister. Sikke et svineri vi fik lavet, men resultatet blev også godt. Over middag var eleverne fordelt på forskellige hold, hvor nogen var ude og gå, imens andre cyklede og de sidste spillede hockey.

 

Torsdag:

Torsdag var der bo-træning. Til frokost mødtes alle grupperne i vores fælles Pyramide, hvor køkkenet serverede fornem påskefrokost for os. Det var lækkert!

 

Fredag:

Fredag stod den på badeland inden påskeferien kalder. Vi sluttede dagen af med rundstykker i gruppen, efterfulgt af morgensang i pyramiden og til slut ugebrev ovre i skolen samt et YouTube afsnit med ”Dude Perfect” og en ny novelle, der hed "Historien om telefonen, der hævede".

 

God weekend og rigtig god påskeferie ønsker personale og eleverne fra gruppe 1.

< Tilbage