< Tilbage

Ugebrev - uge 12 - Gruppe 423-03-2018 - 10:30

Linjedag, Gruppe 4-tur og PÅSKEFERIE!

Kære Læsere....

Denne uge har været en særlig uge for gruppe 4 - gruppen har nemlig været på en ekstra gruppe 4-tur fra tirsdag til torsdag. Det blev derfor kun til 1 linjedag for de fleste...

Skoledelen:

Endelig skulle vi lave mad fra Østrig på kost og motionslinjen. Martina havde lavet planer og bestemt menuen, som lød på Käsespätzle mit Krautsalat og Kaiserschmarren til dessert. Først skulle vi selvfølgelig købe ind, og denne gang skinnede solen dejligt. Det var meget anderledes at lave disse madretter. Ingen undtagen Martine vidste hvad slutresultatet skulle være, men det blev super godt og smagte fantastisk. Efter middag viste Martina billeder fra Østrig, og vi hørte nationalmelodien.


Musiklinjen fortsatte mandag med emnet ”Sammenspil”. Vi arbejdede med tempo, dynamik (spille kraftigt/svagt), følges ad, kigge på hinanden og lytte til hvad hinanden spiller. Det kan godt være svært at huske på alle tingene på én gang, men med øvelse bliver vi bedre! Snart skal vi spille en lille koncert for de andre elever på skolen. 


Friluftslinjen brugte mandagen på at afslutte emnet om dyr. Som det første skulle vi dog ud og skralde. Det er længe siden vi sidst har samlet skrald, hvilket tydeligt kan ses! Der var vildt meget skrald på morgengåturen. Friluftslinjen har påtaget sig et ansvar for at passe på naturen, og denne mandag håndhævede vi det løfte! Vi samlede næsten to hele affaldssække... Eleverne har de sidste par uger, arbejdet på en præsentation af et valgfrit dyr. Det er endt ud med flotte plancher og power points. De sidste detaljer og fakta blev tilføjet til præsentationerne, hvorefter eleverne fremlagde deres produkter for hinanden.

Tirsdag var en dag, som Friluftslinjen havde set frem til. Vi havde nemlig en aftale med skoletjenesten i Aalborg Zoo. Vi var også så heldige, at Heidi havde lavet lækre madpakker til os, som vi kunne få med på turen. Som et ekstra plus så skinnede solen fra en skyfri himmel, og vi havde en rigtig god tur, hvor vi fik set en masse dyr, lært en masse nyt og taget rigtig mange gode billeder af dyrene derude.


Ha en rigtig dejlig påskeferie!

Mange hilsner fra elever og personale i gruppe 4

< Tilbage