< Tilbage

Ugebrev - Uge 33 - Gruppe 317-08-2018 - 10:30

Første uge i skoleåret 2018/19

Kære alle,

Så startede skolen endelig, og både elever og lærere var meget forventningsfulde og spændte. Denne første periode og indtil uge 41 undervises eleverne i gruppe 3 samlet alle skoledage, så vi kan lære hinanden rigtig godt at kende. Senere kommer der forskellige linjer, som eleverne skal gå på to dage om ugen. Hver uge skriver vi lidt om, hvad vi har lavet, og sætter fotos ind her i ugebrevet, så det er lettere for eleverne og fortælle og vise om det. Fremadrettet bliver det skrevne lidt mindre detaljeret end for denne første uge;-)


Mandag startede vi ud med morgensang i Pyramiden, som vi gør hver morgen. Skønt at være samlet igen, - men der manglede lige alle de nye elever. De skulle først komme tirsdag. Efter sang og beskeder gik vi i klassen, og da det kun var de "gamle" elever, der var på skolen, var der god tid til at snakke om sommerferien og planlægge overraskelser for de nye elever. I gruppe 3 er vi jo en del 2-3-4 års elever - nemlig; Katrine, David, Maja, Bastian, Maria, Simon og Mille, så der var mange bud på hvilke rum og steder på skolen, vi skulle vise de nye elever om tirsdagen. Vi nåede også at synge en ny "gruppe 3 sang" og danse til god musik, som eleverne selv valgte.


Tirsdag startede de nye elever; Ditte og Niels. Det var bare dejligt at møde dem (igen)! Da vi kom ind i klassen, var der fyldt med balloner og flag - sikke en velkomst! Vi fik gennemgået dagens program og startede ud, som vi gør hver dag med faglig café, hvor nogle laver faglige opgaver, nogle læser lydbøger og nogle laver hukommelsesspil el. andet. Senere sang og dansede vi, og så gik det løs med ”lagkageløbet”, som vi havde planlagt dagen før. De nye elever blev rigtig vist rundt af de gamle elever, og vi endte med alle at skulle samarbejde omkring at lave en lækker lækker lagkage (som vi spiste til overlap).


Onsdag startede vi som de foregående dage, og efter sang og dans stod der TRAFIKLÆRE på programmet. Vi snakkede om reglerne i trafikken, og eleverne var gode til at byde ind med, hvad de vidste om det. Over middag var de fleste af os ude at cykle og prøve nogle af reglerne af. Et par af eleverne var i klassen, hvor der var højtlæsning. Eleverne var meget udmattede da vi nåede til kl.14.30 - det er hårdt arbejde at starte op igen efter en lang sommerferie,- både for nye og gamle elever…og også for lærerne.


Torsdag var botræning og boundervisnings dag. I botræningen gøre eleverne rent på deres værelse. Der skal støvsuges, skiftes sengetøj, ordnes vasketøj, tørres støv af og ryddes op. I løbet af dagen går vi en tur i byen og får købt ind til weekenden, og evt. ting der mangler på værelset, som eks. shampoo osv. Boundervisningen er mere teoretisk og går i dybden med emner der er relevante for at være flyttet hjemmefra. I år arbejder vi målrettet i botræningen og udarbejder mål sammen med eleverne, som de vil øve sig på. 


Fredag er der svømning i Rønbjerg. Vi klæder om og svømmer derefter en masse baner, og får pulsen op! Efter svømning er der pause og morgensang. Når vi har sunget går vi over i skolen og afrunder ugen med ugebrevstime. I ugebrevstimen snakker vi om ugen der er gået, ser billeder og får snakket om weekenden!


I ønskes alle en dejlig weekend! 


Mange hilsner fra elever og lærere - Kasper, Mette og Ylle


< Tilbage