< Tilbage

Ugebrev - Køkkenlinjen - uge 924-02-2020 - 14:02

Første uge efter vinterferien 

Hej alle. 

 

Mandag var hele køkkenlinjen klar til skole efter en dejlig vinterferie. Vi gik vores morgengåtur - dog ikke Fredrik. Han cyklede nemlig en tur på sofacyklen. Total luksus :) 

I klassen gennemgik vi dagens program inden pausen. Efter pausen var der individuelle opgaver. Da vi var færdige med de forskellige opgaver havde vi afslapning i 30 minutters tid, hvor der blev tid til ro og massage. En rigtig dejlig oplevelse. 

Efter frokost havde vi 'musik og bevægelse', hvor eleverne på skift fik valgt nogle gode sange, som vi kunne danse til. Der blev både danset til 'Hemlig Helikopter', Disney-sange samt en fransk DJ, som Pelle valgte. Vi nåede også lige at se et afsnit 'Rosa fra Rouladegade' inden skoledagen sluttede.

 

Tirsdag morgen var det næsten helt hvidt udenfor, da vi skulle ud og gå tur. Det har nemlig sneet i nat. Maria, Anna og Ida var med på en lille sneboldkamp med Sine og Mette. Pelle, Fredrik og Anne-Louise cyklede afsted istedet for at gå. De cyklede til gengæld gennem mange vandpytter...

Dagens hjælper var Anna, der valgte bogstavet C for bl.a. den computer, hun skal købe på fredag, men også for chips og cola, som Ida foreslog. Maria kender en mand, der hedder Claus med C, og ikke som hendes far, der hedder Klaus med K. Anna endte med at skrive 9 ord med C, fordi de andre var så gode til at hjælpe... Bagefter gik vi i køkkenet. Her hakkede vi mandler, skrællede og rev gulerødder og æbler. Det blev blandet med æg og havregryn, som vi lavede til nogle lækre klatkager - eller COOKIES, hvis vi skulle finde flere ord med C. 

Efter frokost skulle vi hygge og smage med klatkagerne. De var godt nok gode... Bagefter syslede alle hver især med nogle forskellige ting...


Botræning og skolecafeer var onsdagens indhold.


Torsdag fik vi noget af en morgentur! Det havde sneet lidt om morgenen, og gåturen startede ud i let hvidt vejr, og da vi var ved vejs ende, var vejret blevet til en hel snestorm. I klasseværelset blev der snakket både om sneboldkamp og snemænd, men inden frokost, var al sneen væk igen!

Vi havde Dagens Hjælper - Maria havde valgt bogstavet s for sne - efterfulgt af Bingo. Her var Maria opråber af tallene, det gik rigtig fint, og Ida endte med at være dagens vinder med pladen fuld.

Efter frokost var der fælles gåtur for motionsholdet, og sang for koret. Alle var helt i hopla, det var jo længe siden sidst. Men sikke alle sang - det er så dejligt.

 

Fredag var der kun Pelle til ugebrev, da Fredrik var taget hjem til tidlig weekend allerede torsdag og pigerne var til ridning. Vi kiggede billeder i ugebrevet, spillede wii og var kreative :)

 

I næste uge er programmet noget anderledes, da vi har emne uge, som ligger i forbindelse med Kulturugen i Vesthimmerland. Fællesskab er overskriften på ugen, hvor grupperne skal undervises sammen (og man er derfor ikke på linjer). Der skal ske mange spændende ting hen over ugen - som afsluttes med fællessang til vores fredags morgensang. Her åbner vi dørerne for alle udefra, som kunne have lyst til at deltage i vores morgensang og synge med på sangene.

Vi ønsker alle en forrygende weekend, som jo også er starten på foråret!

Hilsen Køkkenlinjens elever og lærere.

< Tilbage