< Tilbage

Ugebrev - Køkkenlinjen - uge 5009-12-2019 - 14:39

Endnu en uge med jul og hygge 

Kære alle. 

 

Mandag startede ud med en frisk gåtur og pause i klassen. Pelle var dog ikke med i skole i dag, da han var på forlænget weekend hjemme. Dagens madtema er endnu engang i julens tegn. Vi skulle nemlig i dag lave børnegløgg og brændte mandler. I køkkenet gennemgik vi derfor nogel af de forskellige ingredienser til gløggen: mandler, frisk ingefær, kanel og nelliker - inden vi gik igang med at måle og veje dem. Ida hjalp bl.a. med at smutte mandler, mens Maria snittede ingefær og Anna målte æblejuice og solbærsaftevand. Ida og Maria hjalp desuden Mette med at lave brændte mandler. 

Over middag stod den på julepyntsproduktion og til sidst hyggede vi med gløgg og brændte mandler. Mums det smagte godt. 

Tirsdag var sidste gang med ridning for denne gang. Efter jul er det Friluftslinjen, der overtager hestene. Forhåbentlig bliver det vores tur igen senere. Maria var ikke med til ridning, for hun skulle til tandlæge, men alle vi andre drog afted med varmt tøj. For for første gang længe regnede det ikke, men vi red. Til gengæld var der lidt frost vejr, og vi måtte skrabe alle bussens vinduer fri for is inden afgang. Vi var spændte på, om hestene havde nisserhuer på, men det havde de nu ikke. Efter lidt formiddagsmad i rytterstuen, var vi klar til ridetur. Fredrik valgte dog at blive tilbage i sidste øjeblik. Han havde ingen lyst til at ride i dag. Vi andre havde en dejlig ridetur, hvor vi hørte mange sangsvaner i frostvejret. Vi kom rødkindede tilbage til frokost - Lady og Vagabondens kærlighedsmenu. Efter pausen gik vi i klassen, hvor nogen spillede, mens andre færdiggjorde deres små projekter. Vi sluttede af med at se endnu et afsnit af "Rosa fra Rouladegade".

 

Onsdag botræning og skolecaféer.

 

Torsdag gik vi en lidt længere morgentur, da vejret var mildt og dejligt. Efter pausen spillede de fleste med i et billedelotteri, hvor vi trænende Tegn Til Tale. Det var en succes. Eleverne var rigtig gode til at sidde sammen og hjælpe hinanden med tegnene og med at finde ud af, hvem der havde det rigtige billede. Et spil vi helt sikkert snart skal spille igen.

Maria brugte det samme spil til vendespil bagefter - smart at man kan bruge spillet til 2 ting.

Efter frokosten kørte korholdet ned i kirken for at øve sange og opstilling til aftenenes julekoncert.

Motionisterne var aktive herhjemme istedet og fik rørt kroppen.

Efter en afslappende eftermiddag og aftensmad, var det tid til årets højdepunkt for skolens kor. Julekoncerten er blevet en skøn tradition med årene, som elever, personale og forældre alle ser frem til. Det var skønt at se de mange gæster i kirken, og allerbedst at mange kammerater, som ikke er med i koret, kom i kirken og hørte koncerten. Det var en forrygende koncert! Bagefter havde Heidi sørget for julebag og æbleskiver i Pyramiden, og alle forældre tog med derop. Hvor var det hyggeligt.

 

Fredag var som den plejer. Ridefysioterapi og svømning. Vi kan mærke at vinteren bringer meget forkølelse med sig, da der er mandefald blandt både elever og personale. Vi håber det snart er på retur.

 

Næste uge er sidste skoleuge inden juleferien. Her står mandagen på madlavning igen. Tirsdag er der jo ikke ridning - ridning holder pause på ubestemt tid, da der er en anden linje, der gerne vil afsted en periode. Vilsted Søgaard har ikke så mange heste, at vi kan komme afsted flere end 6 ad gangen. Vi regner stærkt med at komme afsted igen hen på foråret. I næste uge er der jo også julefest om torsdagen - hvor vi alle spiser julemiddag i Pyramiden og fester med diskotek bagefter. Forinden er der julebanko med mange, mange præmier.

God weekend til alle.

 

< Tilbage