< Tilbage

Ugebrev - uge 34 - Gruppe 1 23-08-2019 - 11:10

Introtur til Giveskud Zoo

Kære forældre og familie.

 

Mandag arbejdede vi med temaet "yndlings ting", hvilket var en opgave, der handlede om at fortælle om sig selv igennem de ting, man aller bedst kan lide. Her hørte vi bl.a. om hinandens yndlingsfilm, musik, mad etc. Pizza var en klar favorit! Det var en rigtig god måde lige at lære hinanden lidt bedre at kende. Over middag var der nogle nede i gymnastiksalen, hvor der blev spillet floorball. Andre blev i klassen og lavede individuelle opgaver. 

 

Tirsdag havde vi mobilfotoløb på skolen. Dvs. at eleverne fik et ark med 16 forskellige billeder på, der var taget forskellige steder rundt omkring på skolen og i bodelen. Eleverne blev inddelt i tre hold, med én kaptajn på hvert hold, som var én af de gamle elever. De skulle på den måde hjælpe og støtte de nye i elever i at finde rundt på skolen og bodelen og lære "huset" endnu bedre at kende. Det var super sjovt med masser af smil på, og der gik vist også lidt konkurrence i den. Over middag var der nogle nede i gymnastiksalen, hvor der blev spillet floorball. Andre blev i klassen og lavede individuelle opgaver. 

 

Onsdag var der botræningsdag. Eleverne fik klaret alle deres praktiske gøremål som rengøring, støve af, pudse spejle etc. Over middag var der mulighed for nogle forskellige aktivitetscafeer.


Torsdag tog hele gruppe 1 på introtur til Givskud Zoo. Det var en lang køretur derned og hjem igen, men heldigvis var det hele den lange tur værd. Vejret var med os, og vi fik set en masse spændende dyr, som vi kunne komme helt tæt på, da vi kørte igennem parken. Vi havde også vores helt egen kameramand med i form af Marius, der dokumenterede hele turen igennem videooptagelser, og vi satser på, at der senere kommer en sammenklippet YouTube-video, vi kan vise jer. På vej tilbage til Løgstør gjorde vi et hold i Herning, hvor vi skulle på Jensens Bøfhus og indtage vores aftensmad. Det faldt i god jord, og det var lige hvad vi trængte til efter en lang tur med masser af frisk luft. Vi gjorde også et lille hold i Gedsted, hvor vi satte Sif af, da hendes hjem lå lige på vejen. Hyggeligt at se hendes hjem.

 

Fredag stod den på svømning. Dvs. frivillig svømning, da torsdagen blev meget lang, og eleverne derfor selv skulle have lov til at vælge, om de ville med til svømning, eller om de trængte til at sove lidt længere end normalt. Vi mødtes dog alle sammen i gruppe 1 til rundstykker og efterfølgende fælles ugebrev ovre i skolen. Her snakkede vi bl.a. om de nye skolehold, der allerede starter op fra næste uge af.


I ønskes alle en dejlig weekend. 

 

Mange hilsner gruppe 1


< Tilbage