< Tilbage

Ugebrev - uge 33 - Gruppe 1 16-08-2019 - 11:01

Første uge efter sommerferien

Kære alle. 

 

Så er vi gået igang med et nyt og spændende skoleår i gruppe 1. Ud over Marius og Thomas er resten faktisk nye. Vi vil gerne sige velkommen til Jakob, som er andenårselev og er flyttet ned i gruppe 1 fra gruppe 2. Derudover vil vi også gerne sige velkommen til de nye førsteårselever: Ida Sofie, Victor, Anna og Sif. Anna og Sif starter som dagelever og vil kun blive tilknyttet skoledelen. 

 

Mandag var der kun 'gamle' elever på skolen, da førsteårseleverne først flyttede ind om eftermiddagen. Dagen gik derfor med at klargøre klassen til et nyt skoleår. Vi fik ryddet ud i gamle papirer og materialer fra sidste år. Vi fik også sat navneskilte på det store fællesbord. Og sidst - men ikke mindst- fik vi wii'en op at køre :) Over middag var der mulighed for at gå ned i gymnastiksalen eller sidde i klassen og lave individuelle opgaver. 

 

Tirsdag var første dag med de nye elever. Vi startede ud med morgensang og derefter gåtur. Vi endte over i klassen, hvor vi gennemgik dagens program på tavlen inden formiddagspausen. I pausen blev der hygget med musik, besøg af de andre elever og Heidi's hjemmelavede knækbrød - mums! Efter formiddagspausen snakkede vi om strukturen i skolen. Mandag, tirsdag og torsdag er der undervisning fra 9.00-14.30 i skolen. Onsdag har vi botræning, hvor undervisningen flyttes over i bogruppen. Her øver eleverne sig på at holde orden på deres eget værelse og gøre rent. Der er også mulighed for at gå ned i byen og handle, hvis eleverne fx. har brug for noget nyt shampoo eller tandpasta. 

Som noget nyt starter vi om to uger op på værksteder/valgfag mandag og tirsdag over middag. Eleverne skulle derfor vælge tre forskellige værksteder, som de godt kunne tænke sig at gå til. Der er bl.a. et musik værksted, kreativ værksted, friluft væskted, yoga værksted og læse værksted. Så vil vi sammensætte et personligt skema til de enkelte elever på baggrund af dette. 

Resten af timen gik med at spille wii i klassen. Over middag var der mulighed for boldspil i gymnastiksalen og ellers hygge i klassen.

 

Onsdag stod på skoleårets første botræningsdag. Her gjorde eleverne deres værelser rene. De fik bl.a. støvsuget, pudset spejl på bade værelset, støvet og vasket gulv. Eleverne har som noget nyt fået deres helt egen 'botræningskasse', hvor eleverne har deres egne rengøringsmidler og klude i. På den måde skal eleverne ikke vente på, at fx glasrenset bliver klar. Over middag blev der spillet kongespil udenfor på græsplænen mens Anna tøsehyggede nede ved Ditte i gruppe 3.  

 

Torsdag startede ud med en dejlig gåtur - selvom vi næsten var ved at blive blæst omkuld af vinden :) Efter formiddagspausen startede vi op med at præsentere dagens program. I dag skulle eleverne arbejde med 'mine ynglingsting', hvor de skulle finde og skrive ens ynglingsmuik, ynglingsfilm og livret ned. De fleste brugte mobilen som hjælperedskab. Så er det meningen, at eleverne skal præsentere det for hinanden på mandag. Inden frokost nåede vi desuden af få taget et fællesbillede af gruppe 1 med Jakob's selfiestang. Over middag var de fleste i gymnastiksalen, hvor der blev spillet håndbold. Anna joinede sammen med Majken gruppe 2, hvor de fik set ultranyt og hygget med lidt musik. 

 

Fredag var de fleste af gruppe 1 til svømning i Rønbjerg. Det var dejligt, selvom vandet var lidt koldt til at starte med :) I mens var Anna ude og køre en tur med 'de lynhurtige ruller' og endte over i skolen, hvor de lavede noget sansegymnastik. Efter svømning og gymnstik var der rundstykker og juice inden morgensang. Efter morgensang var der skoleårets første ugebrevstime. Her skrev vi ugebrev færdig, læste det og så ugens billeder. Vi fik også læst i klassen nye oplæsningsbog, som er 'Den Ternede Ninja'. Sidst sluttede vi af med at informere om næste uge inden den obligatoriske wiidyst. 

 

Torsdag i næste uge skal gruppen på introtur. Vi skal til Givskud Zoo og det bliver mega hyggeligt :) 

 

I ønskes alle en dejlig weekend. 

 

Mange hilsner gruppe 1

< Tilbage