NORDJYSKE:
"Limfjordsskolens kor optrådte på Sølund festival"

Video fra korets koncert på Sølund kan ses via dette link: (åbner i Youtube)

https://youtu.be/swh08r1OINM

 

 

 

"Limfjordsskolens kor fik en oplevelse ud over det sædvanlige, da de torsdag i sidste uge optrådte på Sølund musikfestival, som er verdens største musikfestival for mennesker med udviklingshandicap og deres ledsagere. Under visionen om musik og kærlighed til alle samles omkring 20.000 mennesker i tre junidage hvert år i Landsbyen Sølund i Skanderborg.
Aftalen om at optræde på festivalen kom i stand på baggrund af en forespørgsel fra korleder og lærer Ylle Krone Sørensen. Det skulle musikudvalget tænke lidt over, inden det blev et ja, da der aldrig tidligere har været koroptræden på Sølund festivalens brugerscene.
Eleverne i koret har optrådt tidligere bl.a. til den årlige julekoncert i Løgstør kirke, men at optræde på Sølund var dog noget helt særligt, så der er blevet øvet intenst i ugerne op til og spændingsniveauet var i top da den store dag oprandt. Det blev ikke mindre af at komme frem til Sølunds festivalens backstage område, hvor elever på bedste VIP maner, i ventetiden inden deres optræden, blev beværtet med jordbær, kage og sodavand.
Først på eftermiddagen gik koret så på scenen iført deres helt nye kortrøjer til hvad der blev en fantastisk optræden. Alle 18 elever i koret ydede deres absolut bedste og sang med store smil på læberne de indøvede sange og et ekstra nummer, inden de 30 minutter i spotlightet var forbi.
Efterfølgende kunne eleverne så nyde Rasmus Seebach og de mange artister på festivalen vel vidende, at de også havde bidraget til musikbilledet på Sølund festivalen og det endda på så overbevisende måde, at festivalledelsen har tilkendegivet, at de håber på en gentagelse til næste år."
Nordjyske d. 18.6.2019