<

Ugebrev - uge 23 - Gruppe 307-06-2019 - 10:30

En uge med valgdag, Grundlovsdag og fars dag.

Kære alle

Vi har haft en spændende uge, hvor vi snakkede meget om folketingsvalget, og blev klogere på hvad vi skulle stemme onsdag. 


Kunst og Samfund startede mandagen med at samle affald på morgengåturen. Der var overraskende lidt at finde. Men det er jo dejligt for os alle og for naturen. Efter Ultra Nyt og pause kørte vi til en lokal kunstner, nemlig til Galleri Thrane i Næsby. De udstiller keramik, glas og sjove figurer i deres store have. Vi så også keramikværkstedet og udstillingen. Det var manden der viste os rundt og han var norsk, så det var spændende at prøve at snakke med og forstå en nordmand.

Tirsdag skulle vi gøre os klar til folketingsvalget. Mange prøvede at finde ud af hvad man skulle stemme? - og det gjorde de ved at tage sig en valgtest. Så blev man klar over, hvilket parti  man er mest enig med. Enkelte gik ud og kiggede på valgplakater, for så at blive klar over, hvem man kan stemme på her i Løgstør.

 

Musiklinjen.

Da ugen jo stod i valgets tegn, har vi på musiklinjen arbejdet med valget i formiddagsmodulerne. Udover at vi har sunget og danset som vi altid gør, så skulle vi også gennemgå valgtest og andre oplysende ting omkring valget. Vi skulle jo være klar til onsdag.

Mandag over middag øvede vi de sange, som vi skal synge på Sølund - om kun 7 dage….. Så derfor havde vi også fået mulighed for at få en ekstra korøvelse tirsdag over middag. Det blev en herlig korøvelse, hvor vi fik sunget alle sangene og også fyret komfettirør af…. Vi glæder os meget og det bliver fedt at fyre den af dernede;-)

 

Køkkenlinjen:

På hold 1 har vi denne uge haft Afrika-tema. På studieturen var vi i Ree Park, og skulle om aftenen have lavet afrikansk the og afrikanske boller til aftens kaffe. Men da vi alle var meget trætte oven på den gode dag, besluttede vi at lave det, når vi var hjemme igen og ude på linjeundervisning. Mandag hørte vi om Masaierne og deres liv i Kenya. Det var Mette der underviste os, for hun har nemlig været dernede for mange år siden. Vi så også en masse ting - smykker, drikkedunke, skåle - som Mette har bragt med hjem.

Vi nåede også at tale om folketingsvalg. Der er meget af forholde sig til, men heldigvis har DR Ultra lavet en masse gode videoer, som forklarer hvad folketingsvalg egentlig er for noget.

Tirsdag blev brugt på at bage afrikanske boller (kogt i friture) og lave afrikansk te. Vi lavede det til hele skolens overlap og det faldt i god jord - Lækkert!

På hold 2 var der kun Niels til at lave mad mandag, da Bastian fik lov til at hjælpe til i køkkenet hos Heidi hele dagen. Så Niels stod både alt indkøb og madlavning - så han kom virkelig på arbejde ?? Over middag cyklede vi en dejlig tur rundt i Løgstør.

Hold 2 (Bastian, Niels, Oliver P. og Thomas): Både mandag og tirsdag blev der lavet mad på loftet. Tirsdag øver vi stadig kylling i rødkarry og kokosmælk. Det smager ski' ikke så ringe endda, og selv grøntsagerne smager godt i sådan en ret, måtte Bastian erkende, da han flot spiste både løg og peberfrugt.

 

Friluftslinjen:

Mandag og tirsdag er dagene gået med morgengåtur, praktisk arbejde i værkstedet, cykelrekorder, korsang og fodbold. Derudover har vi brugt tid på at forberede os til Folketingsvalget onsdag. Det er et vanskeligt emne, men mange elever ønsker at bruge deres stemmeret, hvilket selvfølgelig er helt naturligt. 

 

Rigtig god pinse.

 

Mange hilsner fra elever og personale i gruppe 3

<