<

Ugebrev - Uge 23 - Gruppe 207-06-2018 - 11:31

Bearbejdning af en fantastisk tur til Island med bagagen fuld af oplevelser!

Kære forældre!


Denne uge er gået med evaluering og opsamling på studieturen. Den korte version er at det var en fantastisk studietur med tonsvis af oplevelser og social hygge! 


Mandag

Mandag startede meget langsomt, da der var nogle meget trætte elever... Og lærere... Efter en lang uge fyldt med indtryk og oplevelser og en kort weekend. Vi skulle have bearbejdet studieturen og det har vi gjort ved at udfylde opslagstavler med billeder fra turen. Igennem arbejdet med tavlerne udvælger vi de bedste billeder fra turen og får derfor snakket en masse om de oplevelser vi har haft. 


Tirsdag

Vi arbejdede videre med opslagstavlerne og nogle begyndte at færdiggøre dagbogen fra turen. Dagbogen skulle udfyldes med billeder og beskrivelser fra de enkelte dage. Alle elever får hver et eksemplar af dagbogen, som de kan slå op i og blive mindet om turen. Over middag skulle vi til premiere. Kent havde videokamera med på Island og har lavede en masse fede videoer hele ugen! Det havde han klippet sammen til en ca. 15 minutter lang video, som eleverne fik at se denne tirsdag. Det var en fantastisk video, som virkelig viser den gode stemning der var på turen. Eleverne får alle en USB med videoen og nogle billeder på. 

 

Onsdag

Onsdag lavede vi de sidste detaljer på tavlerne og de blev hængt op. Det er blevet super flot! Efterfølgende skulle eleverne lave deres egen personlige collage, med billeder som de selv valgte ud fra det store udvalg! Collagerne blev alle kanon flotte og personlige! Over middag var der en del friske elever der tog en badetur i fjorden! 


Torsdag 

Var der botræning og boundervisning. Boundervisningsholdet lavede videre på deres personlige collager. Nu er næsten alle færdige! De er så flotte og fyldt med gode minder. Om eftermiddagen var der møde for de kommende elever og deres forældre. Derfor skulle alle de nuværende elever ud af huset, og derfor tog de på pizzaria og derefter i biografen! 


Fredag

Var en helt almindelig svømmedag med efterfølgende rundstykker og ugebrevstime. I ugebrevstimen var der mulighed for at evaluere hele forløbet, hvor eleverne kom med deres mening om studieturen. Alle var enige om at det har været en forrygende studietur! 


Vi ønsker jer alle en fantastisk weekend!
Mvh Alle i gruppe 2. 

<